Bob Dylan – spillemand i overdådigt spillehumør
Der er mange meninger om manden, men én ting er sikkert. Bob Dylan står aldrig stille. Han er konstant på farten. Både koncertmæssigt og kunstnerisk. I aftes stod han på scenen i Forum til sit fjerde Danmarksbesøg indenfor de sidste par år. Med ‘The Never Ending Tour’ giver han hundrede koncerter om året – hvert år. Og selvom han vist nok har huse flere steder rundt omkring i verden, så er der ingen tvivl om, at han føler sig hjemme på en scene. Og i Forum, der var fyldt med Dylan-disciple i alle aldre, var den snart 68-årige spillemand i et overdådigt spillehumør. Så meget at den gamle gnavpot undervejs selv lod sig rive med og begav sig ud i noget, der ligefrem kunne kaldes dans.
Det er et halvt århundrede, siden han første gang stillede sig op på en scene med sin guitar og sin spirende genialitet. I aftes stod han for det meste bag sit keyboard, og sammen med sit solidt spillende backingband diskede Dylan op med sejlivede ballader og superswingende bluesrock med rockabilly-rødder. Klædt i sort jakkesæt og hvid hat med fjer, med masser af mundharpe og som altid syngende som havde han klemme på næsen. Med skarp stemme sang han sig igennem det to timer lange sæt – eller rettere han brægede, snerrede og hvæsede. Men det lød forbløffende nok fantastisk, lige meget hvad man kalder det. X-faktor kan man også kalde det på nudansk.
Da han satte strøm til sin guitar i 1965, var han forud for sin tid. Omvendt minder hans seneste udspil ‘Modern Times’ mere om 1956 end om 2006 i lyd og stil. Tiden er noget underligt noget, som Kaj & Andrea sang engang. Og underlig er Bob Dylan i den grad også, men det er uomtvisteligt, at han har skrevet en endeløs række af tidløse klassikere. Denne gang fik vi blandt andet ‘It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)’ og ‘Desolation Row’ fra de knapt så glade 60’ere, men også en stak af hans sublime sange fra omkring årtusindskiftet.
Der var ingen smagsprøver fra hans kommende album ‘Together Through Life’. Men selvom vi ikke fik nye numre, fik vi masser af nye toner og nye fraseringer takket være Bob Dylans sædvanligt stædige omarrangering af sine sange. Indimellem gik der flere minutter, før genkendelsens glæde satte ind, men netop genkendelse og gentagelser hører ikke hjemme i Dylan-land, og derfor er det evigt og altid en oplevelse at overvære ham i levende live. Og levende var han i den grad denne gang, hvorfor oplevelsen var ekstra god. Han udfordrer sig selv og sørger samtidig for, at hans sange også konstant er i udvikling – uden nogen form for nostalgi, men med masser af energi. Bob Dylan står aldrig stille.